Sprøjtehus Teatret / Teatrets historie

Teatrets historie

Dilettantforestillinger har der været mange af, men et amatørteater opstod først i Nykøbing Falster, da amatørscenen blev stiftet 27. november 1950. 


Formålet var at udvikle en litterær forståelse, en kunstnerisk oplevelse og en personlig udvikling samtidig med at man morer andre og sig selv uden at have det som erhverv. 
Amore - ameur = elske det.
Dilettant betyder en som morer sig med kunst, sport el. Lign. Uden at gå særlig i dybden, men for at fornøje sig selv. Teater er - ”ej blot til lyst” - og amatørernes virke - ”kun af lyst”. Forskellen ml. amatørteater og dillettantforetillinger ligger ikke så meget i det ydre, men sigtet med arbejdet er forskelligt.

Det var politifuldmægtig P. Paludan-Müller der fik tanken om at oprette et amatør teater og han fik overretssagfører Münster-Swendsen og overbibliotekar Poul Munch interesseret i ideen. Der mødte 25 personer op til mødet og det var godt forberedt, for samme aften stiftedes foreningen, vedtægterne blev vedtaget, hvoraf det fremgår at ”foreningens formål er at samle alle interesserede i et arbejde for at fremme interessen for og kendskabet til god dramatisk kunst.
Der blev nedsat bestyrelse med formand, næstformand kasserer og sekretær. Ved mødet holdt forfatteren Kaj Nielsen, konsulent ved fællesorganisationen for det kunstneriske amatørteater foredrag om arbejdet. Han blev senere kritiseret for, at han, foruden honoraret på 25 kr., havde beregnet sig andre 25 kr. Til rejseudgifter og fortæring. Der var aktive medlemmer (de spillende) som skulle give 2 kr. Om måneden i kontingent, og passive (de litterære) som skulle betale 3 kr. halvårligt.



Man startede op med studiekredsarbejde og ”primadonnanykker skulle slås ned med hård hånd”. Man gik i gang med de store klassikere ”Erasmus Montanus” – ”Vildanden” – ”Ordet” og de græske tragedier f.eks. ”Agamemnon”. Og så blev man undervist i at tale smukkere dansk, et ønske fra medlemmerne, der godt var klare over, at det ikke ligefrem var rigsdansk de talte. Eksempel: ”Ka du komme u”. Men man ville spille teater, og der blev dannet grupper, der begyndte at arbejde med forskellige stykker. Det arbejde blev afsluttet med opførelse på den katolske skole 5 stykker i alt 35 medvirkende som instruktører og rollehavende. Men man sigtede højere. Man ville spille et rigtigt stykke på det store teater. Det blev A.J. Cronins ”Guderne ler”. 2½ mdr. havde man til at få stykket indstuderet, ikke lang tid, med folk der er uøvede og har arbejde om dagen, men det lykkedes. Og det har vi gjort mange gange siden.
Store forestillinger kan have en produktionstid på op til et år.

På forestillingsdagen havde man fået Jørgen på 10 år, søn af Kaj Agger Thomsen, der havde en af hovedrollerne, til at gå gennem byen som plakatbærer. Han var ikke meget for det, men opdagede snart, at der gik en flok andre plakatbærere et stykke henne i gaden. Glad skyndte han sig derhen og dannede bagtrop. Mødte man optoget, blev man af de første plakater opfordret til at møde Jesus i missionshuset kl. 19.30, mens der på den sidste stod: ”Guderne ler i teatret kl. 20”. De forbipasserende smiler – og guderne ler – og så er det ganske vist. I programmet havde formanden bl.a. Skrevet: ”Det er vor agt i hver sæson at opføre to forestillinger af en vis lødig og kunstnerisk kvalitet, således at Nykøbing Amatørscene med tiden kan være med til at skabe et stort og interesseret publikum for god dramatisk kunst.” Og det kan man vel godt sige, amatørscenen har.

 For amatørscenens virke og 2 af amatørscenens medlemmer Hanne Døssing og Poul Holm Joensen, startede sammen med dyrlæge Knud Lerche Thomsen i 1966 Teaterforeningen for Falster og Østlolland, som formidler professionelt teater til vores landsdel, men det er en anden historie. Den næste forestilling blev ”Min kone spøger” billetprisen var fra 1,25 til 3,75 og forestillingsudgifterne løb op i 1600 kr., men selvom der kom 300 første aften slog det ikke til, så man måtte gentage forestillingen, der kom 300 mere og så var økonomien klaret. I dag er budgettet for en almindelig forestilling fra 75.000 kr. og opefter alt efter om der er musikere og andre som skal betales. Derfor går vi i nogle tilfælde ud til erhvervslivet og spørger om annoncer og sponsorkroner. Vi ved, det er de samme, der må holde for, men heldigvis møder vi som oftest stor forståelse.

 Allerede ved den anden generalforsamling i 1952 kom der uro i bestyrelsen – man ønskede ikke foreningens energisk formand genvalgt, trods hans ildhu i arbejdet – eller måske netop derfor?


Karen-Margrethe Larsen, som havde været aktiv spiller lige fra starten havde taget sin mand Ernst Larsen med, en højt agtet embedsmand og senere amtskommunaldirektør i storstrøms amt. Han blev meldt ind og valgt til formand, og hans venlige væsen og store juridiske og foreningsmæssige indsigt var til stor gavn. Han havde ikke forstand på teater, men han kunne finde hjælpen andre steder. En ven i København, var sprunget fra jurastudiet og blevet teatermand. Han hed Carlo M. Pedersen, senere skuespilchef på det kgl. Teater. Carlo fandt en halv snes små enaktere frem og så var der stof til gruppearbejde. 9 i alt. Der var ingen lokaler, så man øvede rundt omkring i de private hjem. Selve opførelsen foregik atter i den katolske skoles gymnastiksal over tre dage. Den sal var ikke noget pragtstykke, men det var et arbejdssted og et fristed, utallige aftener er der blevet hygget og sunget, spillet musik og danset, når arbejdet var slut.

 Salen var ikke ret stor, 200 kunne presses ind, og 40 fyldte pænt. Omklædning foregik i kælderen, hvor der var oplag af kul og brændsel. Salen blev opvarmet af en stor, rund, sort kakkelovn, men på prøveaftener måtte den ikke bruges, så prøverne foregik iført overfrakker og halstørklæder. Der kunne blive meget koldt, og af og til faldt én for fristelsen og satte en tændstik til ovnen, som stod parat til optænding til næste skoledag. Det gav selvfølgelig anledning til en mindre konflikt, men formanden gik til forstanderinden, forklarede og undskyldte og efterlod en tier til den polske pige, som havde måttet gøre klar til optænding igen. Freden var genoprettet og huslyet sikret.



Karen-Margrethe og Ernst Larsen lever stadig og er æresmedlemmer i foreningen. De deltager i enkelte møder og kommer til alle forestillinger.

 I 1953 kom der ny formand, en virkelig ildsjæl, der fik sat gang i en masse gode opførelser og et muntert foreningsliv med fester og teaterture til København. Der var oplæsningsgrupper, som tog ud i foreninger og institutioner og læste op. Medlemsskaren var efterhånden en broget flok af håndens og åndens arbejdere, med højst forskellig indstilling og af forskellig politisk observans, og de mødtes i frugtbart samarbejde og samvær. Politik var ikke noget, man drøftede.
Men i 1956, da der fandt begivenheder sted, som bragte alles sind i oprør, opstanden i Ungarn, krævede formanden, at foreningen skulle være lukket for mennesker med kommunistisk holdning, mens andre fandt, at man som hidtil skulle holde politiske spørgsmål ude fra foreningen. Da formanden ikke kunne få sin vilje, nedlagde han hvervet og trak to andre bestyrelsesmedlemmer med ud.

Det var hverken den første eller den sidste krise i amatørscenens historie.

 Men nogle af de erfarne folk, der havde været med fra starten - f.eks. Ingemann Hansen - tog hånd i hanke med foreningen, der blev iscenesat flere gode forestillinger, og altid solgt til Venstres Ungdom forud, og året efter var der ro i lejren og penge i kassen. Man begyndte også at spille på Hotel Baltic og enkelte gange på teatret, men den katolske skole var stadig ”hjemstedet” indtil drømmen om en egen scene i 1968 gik i opfyldelse, da Nykøbing F. Byråd stillede sprøjtehuset til rådighed og oven i købet gav tilsagn om et årligt tilskud til driften. Det bestod i gratis husleje, lys og varme, udvendig vedligeholdelse. Det indvendige, skulle vi selv klare. Senere fik vi også et aktivitetstilskud på 10.000 kr. Bygningen var tidligere zoneredningskorpsets hovedstation, og da der stadig hang gamle brandsprøjter og andre effekter på stedet, blev det døbt: Gl. Sprøjtehus Teater. Der blev etableret 99 tilskuerpladser (var der 100, skulle man hver gang have en brandmand med) opbygget i terrasser og monteret med udskiftede stole fra ”det store teater”. Der blev malet og indrettet lysrum, garderober og meget mere. Og i 1970 blev teatret taget i brug for alvor med forestillingen ”Hvad et rum kan bruges til”.

I 70’erne opstod de mange kollektive tanker og i amatørscenen ville man indføre kollektiv ledelse i stedet for at ha’ en bestyrelse. Det gav en paladsrevolution – men de nye tanker vandt, kollektivet fungerede fint, mødte man op til møderne, fik man også indflydelse. Men bølgerne kunne godt gå højt. Efterhånden blev både ambitionerne og omsætningen større, vi blev momspligtige, og det krævede lidt at styre pengesagerne. Men der blev spillet masser af teater de næste 30 år, og den første revy ”De slemme gamle dage” løb af stabelen. Jeg tror, vi spillede 30-35 gange, drog ud omkring med revyen, som kunne tilpasses enhver lejlighed. Bl.a. på byens plejehjem, hvor der var højt smørrebrød, øl, snaps og store cigarer bagefter – men det stoppede, da tiderne blev knappe i 80’erne. Vi var også på landsturne i 1975 med ”Tobiæe Comedie”, et simultan stykke, hvor vi vendte scenen på langs. Vi drog af med børn, hunde, kanariefugle, svigermødre, telte og campingvogne, havde en kanon oplevelse og fik megen presseomtale. Næsten hver prøveaften på sprøjtehuset blev sluttet af med sang, musik og hygge i foyeren, eller et besøg på Teaterkatten, som lå i Hollands gård. Der var et sammenhold uden lige. 



Det var i 1978 Egnsteatret Masken blev skabt. Der var kommet nye tilskudsmuligheder til at producere kvalificeret børneteater, som vi havde spillet en del af, bl.a. ”Hvor er min cirkus” som blev spillet i Tivoli i flere sæsoner, det var cirkus og dukker, så turisterne kunne forstå handlingen. Så blev der oprør igen i teatrets baglokaler og i dagligstuerne derhjemme. Poul Holm Joensen, som var idémanden, havde forestillet sig, at Masken skulle holde til i sprøjtehuset, ca. 230 dage om året, så kunne amatørscenen ”få resten” + være statister. Heldigvis blev udgangen, at Masken fik sit eget sted, selvom pionererne var fem medlemmer, der rykkede ud af sprøjtehusets skare, Palle Petersen, Mogens Hansen, Lykke Nielsen, Bodil Vigsø, og Boye Vigsø, og Aase Borchmann, Hanne Hansen og Kristian Pind hjalp med at få Masken i gang ved at spille ”Hvor er min cirkus”. Samarbejdet mellem de to scener har været upåklagelig i de mange år.

Det vil være umuligt at nævne de mange gode forestillinger, der blev spillet i de næste 30 år, men de mange revyer, Gøngehøvdingen to gange ved 25 og 50 års jubilæet, Svejk i 2. Verdenskrig, Cabaret, Dyrene i Hakkebakkeskoven, Folk og røvere i Kardemomme by, Manden fra la Mancha, Dan Andersson, Cyrano de Bergerac, er vel nok de, der har sat de dybeste spor. Vi har et trofast publikum – og heldigvis kommer der nye unge til.

Man kan jo kun beundre, at de har kunnet sætte de store musicals op, Grease, Innuendo, og en hel del små intime forestillinger og musikforestillinger. Det lover godt for fremtiden. Disse store forestillinger huskes også af publikum. I mange år var det kotume, at foreninger, f.eks. Lions Club, Rotary, Innerwhile, Oddfellowlogen, firmaer og andre købte en forestilling eller dele af den til deres medlemmer eller personale. Det var selvfølgelig dejligt, men efterhånden udviklede det sig til lidt rigeligt festeri. Man ville gerne medbringe smørrebrød, vin o.l. Og feste efter en forestilling. Men restauratørerne i byen begyndte at rasle med sablerne, forståeligt nok, så den trafik blev bremset.
Det er heller ikke tilladt her i huset at holde private fester.



Allerede i 80’erne begyndte man at tale om, at sprøjtehuset slog revner og var ved at synke i Tingsted Å. Og for 16-17 år siden blev el-forsyningen nævnt som en mulig afløser. Men det havde lange udsigter. Personalet skulle flyttes til et andet sted – hvor – og det ville blive alt for dyrt. I 2004 og 2005 begyndte tankerne igen at rumle, for nu var det ved at være helt galt med bygningen på Vestensborg Allé, og december 2005 gik den sidste revy over de skrå brædder ”Sidste stik”.
Det var vemodigt. Vi var på det tidspunkt endnu ikke helt sikre på, hvornår og hvor vi skulle flytte hen. Beredskabschefen havde lige ”en hilsen” til os inden premieren på sidste forestilling, alle el-installationer skulle laves om, de var ”farlige” – og der skulle to brandmænd på ved hver forestilling, så de kunne sørge for, at en evt. evakuering kunne ske effektivt. De brandmænd så meget revy og fik læst mange blade de aftener. I det sidste år havde vi ikke engang haft tændte fyrfadslys, så vi fandt det lidt urimeligt og det drænede desværre alt overskuddet på den forestilling.

Nå, men et visionært – og næsten enigt - byråd sagde ja til kulturhuset, og her står vi så i dag.
Åbningsforestillingen var en festlig kabaret med swingtime-melodier og selve indvielsen af huset skete d. 7.12.2006. Huset har også givet plads til de foreninger, der gjorde brug af foreningshuset på Vestensborg Alle. Men i stedet for et rum er der nu 3 mødelokaler og en musiksal, det giver mange flere muligheder og større flexibilitet. I sidebygeningerne er der plads til systuer, lagre for kulisser og rekvisitter og værksteder. Sådan blev ringen sluttet i amatørscenens 57 årige historie. Foreningen ledes af en styregruppe, som det hedder nu, der består af 10 medlemmer, 6 fra de unge og 4 fra ”de gamle” – både i anciennitet og alder. En god konstellation. Man kan lave bordopstilling, som vi havde i Cabaret Swingtime, og vi kan lave rækkeopstilling. Vi er i dag ml. 80 og 100 unge og voksne, der betaler fuldt aktivt kontingent og 30 børn i alderen 8 – 14 år. Vi er ikke i tvivl om, at det at være amatørskuespiller frigør en masse ressourcer hos den enkelte, kammeratskabet, skuespillet, de fælles opgaver, sorger og glæder, alt kan man deles om her. Har vores historie vakt interesse – og har du lyst til at bakke os op – eller måske være med – så meld dig ind her på hjemmesiden.

Ellers glæder vi os til at se dig/jer som publikummer

 

Sprøjtehus Teatret | Voldgade 1, 4800 Nykøbing F.  | sprojtehus.teatret@gmail.com