”Sådan må det lyde i helvede. Dræbende lyde, der aldrig hører op, der befolker din himmel selv i drømme, der udvisker alting, alle farver, alle konturer. En stivnet orkan af spidse skrig.”
En kvinde sidder i en kælder i det sønderskudte Sarajevo og venter på sin mand, der er gået ud efter vand. Det er udgangspunktet for Dalagers drama ”Jeg tæller timerne” fra 1999. Skuespillet er en monolog, hvis hovedperson kun har selskab af en tegnet tændstikmand i beskyttelsesrummet. Kvinden tæller timerne, mens hun forsøger at finde mening med krigens meningsløshed og sin egen skæbne.